| Tilbage |
I mange år har jeg haft lyst til at tage til en ølfestival i England, hvor det håndpumpede øl er i centrum. Den engelske søsterorganisation til Danske Ølentusiaster hedder CAMRA (CAMpaign for Real Ale). CAMRA afholder typisk 2 store ølfestivaler (Great British Beer Festival) hvert år - en om sommeren og en om vinteren. I år øjnede jeg chancen for at deltage i vinter festivalen. Marie ville ikke med. Hun foreslog, at jeg i stedet spurgte Jan Refsing, der også har hang til håndpumpet øl. Jeg havde ikke stillet spørgsmålet færdigt, før han sagde ja tak!
Billetter og hotel blev hurtigt bestilt og tirsdag den 11. februar mødtes vi i Billund Lufthavn. Efter en mellemlanding i Amsterdam, gik turen til Manchester, hvor vi fandt lidt frokost, før turen gik videre med tog mod Sheffield og Rotherham, hvor festivalen skulle afvikles. Et par timer senere stod vi af toget i Meadowhall. Nu var der kun et sidste stræk på 5 minutter til Rotherham med tog. Men selv Pennine Express kan komme galt afsted. Først blev toget forsinket fordi personalet åbenbart manglede. Da toget endelig kom på skinner, valgte man at droppe Meadowhall som stoppested - måske for at indhente noget af den tabte tid. Så vi måtte lige vente en time, for at komme de sidste par kilometer til Rotherham. Men pyt, vi havde jo ikke noget, vi skulle nå.
Rotherham virkede lidt slidt og førstehåndsindtrykket blev forstærket, da vi stormede den første og nærmeste pub tæt på banegården. Det hele virkede noget afdanket. Gæsterne var måske OK men bartenderen virkede som en hård nyser af en dame. Hende skulle man vist ikke bide skeer med.
Vi gik op gennem gaden og fulgte Google Maps mod vores hotel. Byens store katedral virkede enorm i forhold til selve byen. Via en bagindgang fandt vi frem til vores hotel George Wright. Heller ikke hotellet virkede særlig indtagende. Der var ikke nogen i det, som vi antog var en reception. Det lignede mest en reinkarnation af en kontorplads med en i øvrigt nogenlunde velassoteret bar ved siden af.
Der dukkede en ældre indisk udseende mand op. Han udstyrede os med en nøgle men var i øvrigt ikke særlig meddelsom om de praktiske forhold på hotellet (f.eks. morgenmaden, som var inkluderet). Værelsesgangen virkede OK og det virkede til, at værelserne i det mindste var ny istandsat. Selve hotellets bygninger viste sig senere at være mere end 400 år gammel.
Via min cask finder app på telefonen, fandt vi frem til pubben The Bluecoat, som lå ganske tæt på hotellet. Det viste sig at være en af pubberne i kæden The Wetherspoon, som vi før har stiftet bekendskab med i bl.a. Keswick. Kæden er kendt for at servere OK mad og øl til billige penge. Jan fik julelys i øjnene med det samme. En af hans favoritøl var på pumpe: Doom Bar fra Sharps - og til under 2 pund for en pint. Så var vi da kommet til udkants England!
Vi fik en omgang aftensmad og et par pints, før vi gik en tur ned mod centrum. Jan havde set en anden pub, som vi skulle besøge. Det viste sig at være noget af en fuser. Her var der 2 ludere og en lommetyv. Så vi drak skyndsomt vores øl og tøffede tilbage til hotellet. Vi skulle jo være frisk til ølfestivalen dagen efter.
Om onsdagen kunne vi sove længe. Festivalen startede først kl. 16, så vi skulle se lidt mere på Rotherham city. Men først morgenmad. Der var ikke en sjæl i receptionen. Efter lidt tid dukkede vores inder op. Han viste os ind i en uopvarmet udestue, hvor vi selv skulle sørge for at lave kaffe, riste brød osv. Det hele var dækket til af viskestykker. Så der havde ikke være nogen der før os, antog vi. Jan og jeg kiggede på hinanden, vendte om og gik resolut op til Wetherspoon, hvor vi vidste, vi kunne få et ordentligt måltid morgenmad.
Vi blev ikke skuffede. Så var maverne fyldte og vi kunne udforske Rotherham. Byens centrum så ganske rigtig lidt slidt ud. Men katedralen (Rotherham Minster) var lige så imponerende indenfor, som den så ud til udefra. Jeg havde læst, at katedralens glasmosaikker var ganske flotte. Og de var virkelig imponerende.
Tættere på centrum dumpede vi ind i et udendørs kræmmermarked. Det var gamle og brugte ting, der blev solgt i de mange boder.
Vi nåede frem til Rotherham Market - et indendørs marked, som også havde set sine bedste dage. Det var også hurtigt pløjet igennem, så vi fortrak til pubben The Plough. Den lignede i det mindste et idealbillede af en god engelsk pub. Her var øllene også meget billige. 13 kr. for en pint. Det er dælme billigt. Vi plejede at give omkring 50 kr. for en pint i Lake District.
Wetherspoon blev vores frokoststed, før vi slappede lidt af på værelset, før vi satte kursen mod Magna Science Adventure Center - et nedlagt stålvalseværk, hvor ølfestivalen holdt til.
Vi havde tid nok til at gå de ca. 3 km. derud. Der var fortov hele vejen men vi ville ikke være trygge ved at gå turen hjem om aftenen. Heldigvis var der shuttlebusser tilbage mod byen.
Vi ankom lidt før kl. 16, hvor festivalen åbnede for en trade session (for folk, der arbejder med ølindustrien). Vi var blevet godkendt til denne første time - men vi fandt aldrig ud af, hvorfor den blev holdt. Først stod vi i kø i en halv time, så der reelt først blev åbnet ca. 16:20. Det hele virkede noget uorganiseret. Der var f.eks. kun en mand til at tjekke vores billetter og sætte armbånd på.
Nogle få bryggerier havde sin egen stand i festivalens store hal. Bl.a. Abbeydale, Brew York og en af vores favoritter Theakston Brewery. Ellers var hovedattraktionen de 2 store barområder. Her serverede frivillige over 200 forskellige cask ales. En lille del af øllene blev serveret som ægte håndpumpet øl mens resten blev tappet direkte i glasset fra fadene (kaldet gravity beer). De mange fade og pumper stod i lange rækker med en A4-side, der oplyste bryggeriets navn, øllets navn og alkoholprocenten (samt prisen for hhv. en kvart, halv og hel pint).
På førstedagen (onsdag) var der god plads på festivalen. Da vi mødte ind dagen efter kl. 12, var der godt fyldt og det var svært at få en siddeplads. Så vi glædede os over, at vi ikke skulle være der fredag/lørdag, hvor der sikkert ville komme rigtig mange flere gæster.
Vi mistede hurtigt overblikket over, hvilket øl vi skulle smage. Det var svært at skille nogen af øllene ud fra hinanden. De engelske bryggerier er simpelthen for konservative i deres tilgang til ølbrygningen. Nogle af dem har taget mere humlet øltyper med på programmet men generelt set smager mange af de traditionelle øltyper ufattelig ens uanset bryggeriets navn. I princippet kan man servere alle stilarter som cask øl, men der er englænderne knap nået til endnu.
Vi deltog i en smagning med Roger Protz – Camras svar på vores gamle skribent for Ølentusiasten Ole Madsen. Roger førte os igennem nogle af de øl, der havde vundet Champion Of British Beer Awards, der afholdes i forbindelse med Camras festivaler. Her smagte vi bl.a. en cask pilsner (fra Allandale) og en winter warmer (fra Sarah Hughes Brewery).
Jeg brygger selv cask øl på Fredericia Brewpub og Jan og jeg konkluderede, at vores eget øl sagtens kan matche det øl, som vi nåede at smage på festivalen. Vi nåede selvsagt kun at smage en brøkdel af de mange øl – men vi var enige om, at den største nyhed var en alkoholfri version af vores elskede Old Peculier (fra Theakston), der netop var kommet på markedet. Den var rigtig fin, så måske kan vi få den til Danmark?
Cask øl kan være en doven og lunken affære for de, der endnu ikke er frelste. For os andre er det en stor fornøjelse at besøge håndpumperne hos bl.a. Charlies Pub (København), Wintercoat (Sabro), The Wharf (Aalborg) og på Fredericia Brewpub.
Begge dage var vi på festivalen i ca. 5 timer, før vi fortrak til byen, for at spise aftenmad og få en hel pint, at gå i seng på.
Hjemrejsen var tilrettelagt efter et skema, som ville gøre Egon Olsen misundelig. Der var 5 - 6 offentlige transportmidler (inkl. flyet til Danmark), der skulle gå op i en højere enhed. Men alt klappede og vi nåede velbeholdne hjem efter et par spændende dage i England. Hjemme var det blevet fredag og der var travlt på pubben, så det var dejligt, at jeg var frisk til at tage en tørn.
Det var bestemt værd at tage turen til England. Sådan en festival er jo næsten et mekka for sådan en som mig, der nyder håndpumpet øl. Men: been there - done that. Jeg behøver ikke jagte ølfestivalerne, for at smage håndpumpet øl. Det kan heldigvis stadig fås på rigtig mange pubber i England. Og - det viser sig jo, at det også kan fås til billige penge, hvis man søger væk fra turistområderne.
Vi fløj hjem med Ryanair, der godt nok leverede varen og fik os hjem nogenlunde til tiden. Men de har ihærdigt ændret deres IT-systemer, så hvis man ikke betaler for en specifik plads, så bliver man nu skilt af, selv om bookningen er foretaget samlet. Det er direkte svineri, at man på den måde tvinger familier til at betale ekstra, for at være sikker på, at børnene f.eks. ikke skal sidde for sig selv. FØJ Ryanair! Jeg er glad for, at de har droppet Billund. Så skal jeg ikke bøvle mere med dem. Jeg kunne bare ønske mig, at vores øvrige lufthavne fulgte trop og droppede sådan et lousy flyselskab.
| Tilbage |